De seneste årgange i Østrig
Med flere rejser til Østrig i bagagen, utallige smagte vine fra mange forskellige producenter og dybe samtaler med winemakers er det oplagt at give mit syn på nogle af de seneste årgange i Østrig. Mange mener måske at det er snobbet og arrogant at tale om årgange, men i realiteten er der vidt stor forskel på vine fra to forskellige år. Det kommer i den grad til synlighed når man f.eks smager en helt identisk vin igennem 3 årgange.
Herunder får du mit syn på nogle af de seneste årgange og nogle af de mest nævneværdige af ældre årgange. Denne artikel opdateres løbende når jeg får flere indtryk og smager flere vine.
Har du restaurant, vinbutik eller lignende kommer jeg gerne og præsentere mit udvalg for dig. Skriv en mail og vi finder ud af noget. Er du privat sætter jeg gerne nogle vine sammen til en smagning eller kommer og holder en vinsmagning selv. Du kan selvfølgelig også shoppe løs på min hjemmeside.
Østrig årgang 2019
Grüner Veltliner er i min optik vinderen af årgang 2019 hvorimod Riesling er vinderen af 2021. Når man smager på vinene og ser på temperaturen i 2019 er det tydeligt at 2019 var en varmere årgang der gav mere modne druer. Det styrker i min optik Grüner Veltliner der godt kan tåle den ekstra modenhed, hvor Riesling derimod har knapt så meget af den karakteristiske syre. Det skal dog siges at jeg stadig ser 2019 som en rigtig stærk årgang for både Riesling og Grüner Veltliner. En pointe fra mit besøg til Vievinum i maj har desuden åbnet øjnene fra hvor godt 2019 smager lige nu. Når jeg smager fadprøver og vine lavet på Grüner Veltliner og Riesling fra 2021 kan nogle godt have en smule lime skal eller næsten tannin. De vine jeg smagte fra 2019 havde ikke den ’bitterhed’ og var utroligt afrundede, præcise og komplekse. Der er ingen tvivl om at 2019 kommer til at udvikle sig utroligt godt i de næste 5-10 år. Og Riesling i de næste 20-30 år.
Årgang 2020
Mellem to historiske årgange kommer 2020 måske til at ligge en smule gemt og måske endda også glemt. I Østrig bruger de meget tid på at fokusere på 2019 og 2021, men i min optik er 2020 faktisk en fantastisk kombination af de to årgange. Her fremstår vinene mere komplekse, men stadig med karakterisk syre. I 2020 står specielt de røde vine fra Burgenland, Carnuntum, Leithaberg og Eisenberg. De røde jeg smagte som fadprøve fra Artisan Wines er de bedste jeg har smagt fra ham. Faktisk både de røde og hvide. Desuden smagte jeg utallige røde årgang 2020 på mit besøg til Vievinum i Wien og her stod årgang 2020 også frem som en elegant årgang med klassiske præg og høj kvalitet.
Generelt i de klassiske hvide områder var udbyttet ikke så højt som ønsket og derfor gør de nok heller ikke lige så meget i at tale årgangen op.
Østrig årgang 2021
Efter årgang 2019 kom en gennemsnitlig årgang 2020 og derefter en exceptionel årgang 2021. De østrigske vinbønder var ikke bange for at erklære den endnu bedre en 2019 og samtidig kalde den for den bedste årgang nogensinde. Det er tidligt at vurdere for meget da de helt store vine ikke er blevet frigivet endnu, men efter min opfattelse er det ikke meget ved siden af.
I slutningen af Maj afholdes der hvert andet år Vievinum. Den vigtigste vinmesse indenfor den østrigske vinverden. Journalister, importører og sommelierer rejser fra hele verden til denne begivenhed hvor næsten 500 østrigske vinbønder præsenterer deres vine. Det er en perfekt mulighed for at få vinbøndernes beretning om de nyeste årgange og danne sig sin egen opfattelse af årgangene. Som nævnt har vi endnu til gode at smage de store enkeltmarksvine efter frigivelse, men en snak med Günther Brandl fra Weingut Brandl gjorde mig en del klogere på årgang 2021 for de hvide vine. Ifølge ham opnåede druerne maksimal modenhed ved hjælp af den varme sommer og vejret op mod høsten var bedre end de kunne drømme om. Faktisk var druerne så modne og med så meget sukker at han i 2021 har lavet hans første semi-tørre vin nogensinde. Med 15,5% alkohol og forholdsvist meget sukker er det noget af en oplevelse, men desværre noget han har lavet i så små mængder at de bliver indenfor de østrigske grænser.
Mange producenter stod klar med fadprøver af deres årgang 2021. De fleste med frigivelse efter sommer 2022. For mig står det klart at Riesling er den helt store vinder i specielt Wachau. Det skal dog siges at der er forskel fra producent til producent. Jeg oplevede få producenter hvor Grüner Veltliner stod markant stærkere end Riesling. Når man spørger producenterne er de dog mere tøvende og kommer med noget der ligner politikersvar. De tøver dog ikke med at sige at 2021 med høj sandsynlighed bliver den bedste i over 15 år.
Karakteristisk for 2021 er tårnhøj syre, flot modenhed og komplekse vine. Dette gælder både Wachau, Kamptal, Kremstal, Wagram, Traisental og Steiermark. Sidstnævnte imponerede mig i den grad med vinene lavet på Sauvignon Blanc og Morillon(Chardonnay). Ingen tvivl om at vi kommer til at se meget mere Steiermark i fremtiden.